Arbejdspladsen
Postkort med motiv fra Moseløkken

Postkort med motiv fra Moseløkken

Arbejdsplads:Moseløkken

Stenhuggere i Moseløkken.
Fra venstre Algot Månsson, ?, Viggo Hansen, Arne Kjøller, Oluf Nielsen (Humledalshuset) og Georg Holmberg. Det er Arne Kjøllers fødselsdag og der er pyntet op med

Stenhuggere i Moseløkken.
Fra venstre Algot Månsson, ?, Viggo Hansen, Arne Kjøller, Oluf Nielsen (Humledalshuset) og Georg Holmberg. Det er Arne Kjøllers fødselsdag og der er pyntet op med "guirlander" i huggeskuret. Leverandør:Hetti Karlkvist Nielsen

Tre af de fem familier i Humledalshuset fik i 1950'erne og 1960'erne deres daglige brød ved stenhugning i stenværket Moseløkken. Moseløkken lå tæt ved proprietærgården Hammersholm, hvor den ene af de to adgangsveje til Moseløkken snoede sig forbi. Vejen gik igennem idylliske naturområder, men det var knap så idyllisk, at det var en grusvej, der kun blev ryddet nødtørftigt for sne om vinteren. Om sommeren punkterede cyklen jævnligt på grund af grus og skærver på vejen, så mange aftener blev tilbragt med at lappe cykelslanger. Det foregik i køkkenet, hvor cyklen, der var vendt "på hovedet" fyldte hele køkkengulvet. I weekenden var det måske børnenes cykler, der lige skulle have en lap på slangen - eller nabobørnenes cykler, der også trængte til lidt kærlig pleje. Det var før TV-avisens tid.

Hver morgen - klokken halv seks om sommeren og klokken halv syv om vinteren - tog min far af sted på sin gamle cykel med kurs mod Moseløkken. Han medbragte en termoflaske med the (godt sødet med sukker) med korkprop, der var omvundet med pergament papir for at holde den nogenlunde tæt. Desuden havde han en madkasse af zink med små indsatser til de ca 12 halve stykker smørrebrød - han var på et tidspunkt oppe på 16 halve - med meget fladt pålæg. Om sommeren havde han gummisko på, (de billigste fra brugsen i Nygade i Sandvig), eller træsko og om vinteren gummistøvler eller træsko -  det ville ellers have været en rigtig god ide med sikkerhedssko! Arbejdstøjet var blåt og fyldt med hvidt stenmel ved fyraftenstid, som i min barndom var klokken 16. Det må have været et hestearbejde at få tøjet rent, uden vaskemaskine....Der samlede sig så meget stenmel i arbejdstøjet, at min far kunne slibe et ravhjerte ud af en lille klump rav ved at gnide ravet mod sit bukseben på de blå arbejdsbukser. Ravklumpen havde min søster fundet ved Stammershalle, og efter slibning blev ravhjertet omhyggeligt fæstnet til et sort fløjlsbånd, og blev til et smukt smykke, som hun i dag som 70-årig stadig værner om.  Stenmelet blev et mindre problem for min mor, da trykluftsværktøjet vandt indpas i Moseløkken. Nu blev arbejdstøjet nemlig blæst rent med trykluft inden cykelturen hjem. Om vinteren kunne min far finde på at tage avispapir på imellem undertøj og arbejdstøj, det isolerede imod kulden.

Om vinteren var der lange ledighedsperioder, fordi man ikke kunne arbejde med "frossen" sten. Stenhuggerne var i fagforening og A-kasse, så man fik understøttelse, men det forekommer mig, at jeg har hørt mine forældre tale bekymret om karénsperioder - der var i hvert fald ikke mange penge at rutte med om vinteren. Allinge-Sandvig kommune udgav i mange år en skatte & adressebog - "sladrebogen" blev den kaldt, fordi man her kunne se, hvad de andre betalte i skat. De tre stenhuggere fra Humledalshuset betalte i 1951 henholdsvis 496 kr, 549 kr og 735 kr i skat, ca en tiendedel af hvad den ene af kommunens største skatteydere, læge Sigfr. Borch, betalte. I 1958 betalte de henholdsvis 958 kr, 1132 kr og 1937 kr - og sygehuslæge Sigfred Borch måtte af med næsten 9000 kr.

Arbejdstiden var i 1956 45 timer om ugen, og lørdag var en almindelig arbejdsdag. I 1966 var arbejdstiden nede på 44 timer om ugen, men eftersom lønnen ikke steg automatisk, var det nødvendigt at arbejde hårdere for at holde akkorden og tjene en anstændig løn. Man havde 3 ugers ferie ... om året...

Så længe jeg kan huske tilbage var de to andre stenhuggere i Humledalshuset motoriserede med hver sin knallert, men min far måtte nøjes med sin cykel - det var min mor, der styrede økonomien og indkøb af knallert var ikke hendes førsteprioritering. Til gengæld fik min lillebror en potent Puch Maxi inden han fyldte 16, for da var vi kommet ind i 1970'erne, min mor var begyndt at tjene penge, og der var ikke længere 4 hjemmeboende børn, men kun en enkelt efternøler.

 

 

Stenhuggere i Moseløkken: Fra venstre Peter Olsen (Humledalshuset), Villy Jensen, Viggo Hansen og Alman Jørgensen

Stenhuggere i Moseløkken: Fra venstre Peter Olsen (Humledalshuset), Villy Jensen, Viggo Hansen og Alman Jørgensen

Moseløkken 
Foto:Karin Lund

Moseløkken
Foto:Karin Lund

Moseløkken: Stenhugger Peter Olsen fra Humledalshuset

Moseløkken: Stenhugger Peter Olsen fra Humledalshuset

Egne brud

"Egne brud" - Peter og Børge Olsen, begge Humledalshusbeboere omend i hver sin periode.

Før tiden i Moseløkken havde min far et stenbrud sammen med sin bror, Børge - "Egne brud" kaldte de stenbruddet, som lå i nærheden af den senere anlagte "Bornholms dyrepark". Der var ingen pengemangel i den periode, men han tjente dog ikke så meget, at han vovede at investere penge i nye hjælpemidler og nyt værktøj til bruddet. Det mente Børge var nødvendigt, og dermed ophørte partnerskabet og et livslangt uvenskab var resultatet.

"Egne brud": Brødrene Børge og Peter Olsen

Hammerværket

Hammerværket har gennem tiden været arbejdsplads for rigtig mange af Humledalshusets beboere.

Historien om Hammerværket hænger nøje sammen med historien om Hammerknuden, den natur der omgiver selve stenbruddet.

Hammerknuden - Bornholms nordspids - var oprindeligt ejet af staten, men i 1872 blev Allinge-Sandvig hærget af den store stormflod, som også lavede ravage andre steder i landet. For at bøde på de tab kommunens borgere havde lidt ved stormfloden, skænkede staten Hammeren til Allinge-Sandvig kommune i 1873 (til fåregræsning) - kvit og frit og ikke noget med 'pas godt på den, kære venner'!
Såh...kommunen solgte omgående området videre til en tysk spekulant, som kort tid efter gik konkurs, hvorefter området overgik til hans svoger, baron von Ohlendorff.

Baron von Ohlendorff stiftede - ved hjælp af tysk kapital - 'Bornholms Granitværk', og gik omgående i gang med at bryde granit. Det var starten på Hammerværkets historie. Med til historien hører også, at konsortiet bag 'Bornholms granitværk' i sommeren 1890 opfører en havn - nemlig Hammerhavnen - til brug for udskibning af produkterne fra Hammerværket.

Så i starten af 1900-tallet har vi et tyskejet granitværk, som beskæftiger rigtig mange stenværksarbejdere af forskellig nationalitet - se blot på listen over beboere i Humledalshuset i de tidlige folketællinger.

Kommentarer

Linda Månsson

17.06.2013 18:37

Det er min farfar Algot Månsson. Savner dig ♥

Seneste kommentarer

30.12 | 15:16

Vi talte med en sød dame i nr. 3 men så ikke noget indefra. Ja tak til billeder ☺️ elizabeth.meltinis@gmail.com

30.12 | 11:34

Spændende - fik I set huset indefra?
Jeg vil gerne sende billeder til dig, hvis du giver mig din mailadresse ( kan ikke se adr. her)

30.12 | 07:58

Spændende dag i går, hvor vi fandt Prebens bedsteforældres hjem. I folketællingen for 1916 bor den fattige stenflækker Sigismund Meltinis med kone Magdalena, deres børn og 5 andre familier i huset.

20.12 | 09:45

Ivan er efterkommer af Karen, som er nr 2 fra venstre i øverste række på familiebilledet. Hun er hans farmor.

Del siden