Fotoalbum

I min barndom boede der 5 familier i Humledalshuset, alle med masser af børn.
Fyrvej 1:Familien Olsen med 4 børn, hvor jeg er nr 3 i rækken. Min far, Peter Olsen, var stenhugger i stenbruddet Moseløkken.
Fyrvej 3: Familien Mortensen med 3 børn samt et plejebarn, der var børnenes fætter. Husfaderen Aage Mortensen var fisker og ejede kutteren Viola af Sandvig.
Senere kom Carl og Anne-Marie Holm med deres 3 børn, Lars, Lone og Trine. Kalle var først matros og rorgænger på bornholmerfærgerne, senere passede han som altmuligmand haverne i Langelinie til punkt og prikke.
Fyrvej 5: Familien Jensen, hvis familieoverhoved var stenhugger (Moseløkken) - 4 børn
Fyrvej 7: Familien Nielsen med 7 børn og  igen en familiefar, der var stenhugger i Moseløkken
Fyrvej 9: Anna Månsson, bedstemor til børnene i nr 3 og til et utal af andre børnebørn, som alle kom på feriebesøg om sommeren.

Mine forældre flyttede fra Nørregade i Allinge til Humledal i 1947. Begge mine farbrødre, Christian og Børge Olsen, havde tidligere boet i huset, men jeg ved ikke præcis hvornår. Jeg har et billede af mine bedsteforældre, som er taget i huset formentlig i slutningen af 30'erne. 
Da min far døde i 1988, valgte min mor at blive boende i huset, og her boede hun indtil starten af 2008, hvor hun flyttede til stenarbejderboligerne på Hammershusvej (Langelinie). Her døde hun som 90-årig i foråret 2011. 

Jeg er født i huset - i 1950 - og boede der indtil 1970, hvor jeg flyttede til København for at få en uddannelse.
I min tidligste barndom er der taget rigtig mange billeder af mig og mine søskende i og udenfor huset, fordi min far i  flere perioder arbejdede på Grønland og  gerne ville have billeder af sine børn tilsendt. Heldigvis har vi altid været glade for at fotografere i min familie, det sætter man pris på, når man senere gerne vil fornemme historien.
Hammeren, Hammersøen og Høje Meder (som vi altid har kaldt og stadig kalder Højemeter) var min legeplads, og legekammeraterne var naboernes børn. Min lillebror og jeg var de yngste, men den næste i rækken blandt naboernes børn var kun ½ år ældre end mig, og vi var skiftevis perlevenner og dødeligt uvenner.
Vi legede sammen allesammen, selv om der aldersmæssigt var stor forskel, og indimellem deltog de voksne også i legen - jeg husker bl.a. en større badmintonturnering på den fælles gårdsplads, hvor alle voksne deltog.

Om sommeren tjente vi penge ved at sælge limonade og orangeade (er der nogen, der husker Peters læskedrik?) til trætte og varme turister, der kæmpede sig vej op over vores bakke på vej til Hammerfyret - nogle mistede dog appetitten, da de så, at vi vaskede op i en spand med koldt vand - ikke noget med engangskrus hos os....Da vi først var kommet i gang med at sælge fra forhaven, var der ikke grænser for, hvad vi kunne sælge: Gammelt legetøj, sten vi havde malet på, små poser med blåbær eller kirsebær, som min far havde plukket "i bakkana".
Min far udnyttede alle de frugter og bær, som var i naturen omkring os - vi havde æbler i kasser og nylonstrømper med nødder på loftet, og i kælderen var der flasker med saft og glas med syltetøj, som min mor havde lavet af de frugter, min far kom hjem med - brombær, kirsebær, mirabeller og blåbær. Men han var i skarp konkurrence med en gammel kone, Olga "Stork" kaldte vi hende, som også kendte de gode bærsteder. "Storkan" plukkede rub og stub, hvis hun kunne komme til det og solgte sin høst til den lokale købmand, som solgte videre til turisterne. 
Min favoritmarmelade og -saft var lavet af mirabeller, og blandt æblerne var der ikke noget bedre end dyndegårdsæbler, som vi hentede på cykel, min far og jeg, hvorefter mor lavede æblemos, der smagte fantastisk. 



Om sommeren havde jeg et lille job, hvor jeg købte morgenbrød til fru Månsson i nr 9 og alle hendes gæster. Jeg husker stadig min overraskelse over at få min aftalte 25 øre en dag, da der var morgenbrød tilovers fra den foregående dag, så jeg slap for at cykle til bageren.
Ligeledes om sommeren hjalp jeg med at "klæfta krog" og ordne fiskegarn for naboen. Jeg er stadig lidt flov over mit første forsøg på at binde garnene sammen - desværre med en forkert "knude", som resulterede i en masse ekstraarbejde den nat for fiskerne på "Viola" af Sandvig. Jeg blev dog ikke sat fra bestillingen. På billedet ses (vistnok) Mari-Ann Mortensen i færd med en del af processen med krogene - nemlig at sætte krogene på korkstrimler i "skubber". Flere tomme skubber ses ved siden af hende, så hun bliver nok ikke færdig lige med det samme. I det hele taget var der en del "hjemmearbejde" med fiskekrogene - hør bare:

"Når man klæfter, så hiver man de gamle våde kroge op af en kasse, piller sildebidderne af, reder eventuelle knuder ud for til sidst at sætte krogen på en klæft, når der er hundrede kroge på klæften bliver langlinien løst op og der bliver ud af denne bundet en knude rundt om klæften hvorefter disse hundrede kroge hænges til tørring. Der er i kassen 400 kroge,, det vil sige at der bliver hængt 4 klæfter til tørre, for hver kasse.

Når krogene er tørre skal de "lægges op". Det foregår ved at man tager hver enkel krog op af klæften og sætter den på skrå ned i en korkstribe, som er sømmet fast i en såkaldt "skubba". Når man har lagt 100 kroge op, bliver de næste 100 kroge surret til de første med et meget specielt knob, hvorefter disse ligeledes sættes fast i korkstrimlen. Når der er lagt 400 kroge op, så er skubben fuld, og det er fra denne skubbe fiskerne sætter ny madding på medens de smider krogene ud medens båden sejler i en bestemt fart. "(Kilde:Erik Månsson. 2012).



Sammen med den yngste datter fra nr 7 løb jeg med aviser - Bornholmeren selvfølgelig - om vinteren. Og der var behov for selv at tjene lommepenge, for vi havde ingen - og jeg mener ingen - penge. Om vinteren var der lange arbejdsløshedsperioder for stenhuggerne, og min mor tjente ikke penge, før jeg var mindst 12 år gammel.
Heldigvis havde vi en stor urtehave, så vi var selvforsynende med kartofler og mange andre grøntsager, og vi fik masser af fisk, købt billigt af fiskerne. Ofte kom vores nabo med torskerogn eller torskelever, og det var ikke små fedtede 200 gram, det var et vandfad fyldt med rogn eller lever, og vi spiste rub og stub. Jeg kan stadig få trang til at spise torskelever og sniger mig til at købe en dåse og spise indholdet på ristet rugbrød, medens min familie reagerer undrende og med tydelig kvalme.
Alle i Humledalshuset havde store haver, som blev dyrket intensivt. Hvert forår kom gårdejer Robert Laursen med sine to heste og en harve (tror jeg at det var - måske en lille plov) og gjorde jorden klar til forårssåning på Nielsens mark Han kørte frem og tilbage mindst 10 gange og agebænken var fyldt med børn, vi var så mange at vi måtte skiftes til være med. Laursen havde selv børn - jeg kom senere til at gå i klasse med Preben - og vidste godt, at det var spændende for børnene at være med.
Andre vigtige begivenheder var den årlige slagtning af Nielsens gris - den gris som vi havde fodret og drillet, lige siden den blev installeret i den kampestensbygning, der udgjorde griseboet.
Når slagteren kom for at slagte grisen, blev vi børn gennet væk - men vi skulle nok sørge for at få et kik ind i det fælles vaskerhus, hvor selve slagtningen foregik. Og hvis ellers jeg husker rigtigt, spiste vi blodpølse med sukker på i dagene efter slagtningen uden samvittighedsnag.
Familien Nielsen havde foruden 7 børn og en gris også to små hunde - Musse og Vipsen - vist nok dværgpinchere eller noget der lignede, det var ihvertfald rolige og godmodige små kræ, slet ikke som den strejfer af en uægte hyrdehund, som min familie anskaffede i 1960'erne. Den blev døbt Sherry - efter farven på de små søer, den producerede på stue- og køkkengulv...Den fulgte mig gerne til skole - uopfordret - hvorefter jeg måtte følge den hjem igen, den løb jævnligt ned til byen og satte sig på købmand Sonne-Mortensens stentrappe, hvorefter kunderne ikke turde forcere trappen, og købmanden blev lidt småsur. Min familie var helt øjensynlig ikke de store hundeopdragere, og hundeskoler var ikke noget vi kendte, men vi holdt meget af Sherry. Til sidst blev det dog for meget med dens strejfen, og vi måtte have den aflivet.
Så havde vi mere held med kattene, dem havde vi en del af i min barndom. De fik ustandselig killinger nede i kælderen, og det gjaldt bare om at gemme killingerne så længe som muligt for min far, så han ikke nænnede at få dem aflivet. Ræven sørgede for, at antallet af katte ikke blev alt for voldsomt - naturen gik sin gang.
Flere af beboerne i Humledalshuset holdt høns, men det var et voveligt foretagende, eftersom der var mange ræve i området, og indimellem endte det katastrofalt for de stakkels høns. En sejlivet hane var der også - Kry hed den - den hakkede os, når den fik en chance, og både voksne og børn var bange for den. Når vi skulle på det udendørs das, løb den efter os, og i min familie har vi ofte hørt min mor fortælle om dengang hun troede, at hun havde slået fru Månssons hane ihjel. Hun havde fulgt et barn på toilettet, og havde givet hanen et ordentligt slag med en gulvskrubbe, hanen dejsede om, men vågnede op igen til stor lettelse for min mor, for fru Månsson var ikke sådan at bide skeer med.

Hetti Nielsen fra Fyrvej nr 7 fortæller en historie, hun har hørt i sin familie, om hvordan hendes ældre bror Lloyd gik på jagt i familiens indhegning med gæs. Hetti fortæller: "Jeg har som voksen hørt min far og mor fortælle om dengang Lloyd kvalte gæssene, som gik i en indhegning, der hvor griseboet senere kom til at ligge. Min far kommer hjem fra arbejde og ser en gås er død, den bliver begravet, for spise den tør de ikke, eftersom de ikke ved hvad årsagen er.
Et par dage senere overrasker min far Lloyd i gerningsøjeblikket, han sidder med begge arme imellem stolperne og kværker endnu en gås - nu er dødsårsagen åbenlys for alle, og gåsen blev spist." 
Hverken Hetti eller jeg har nogen erindring om gæs i Humledalshuset, så gåseholdet er åbenbart hurtigt blevet opgivet - enten det så har været på grund af Lloyd eller ræven.